Waiting out the rain white logo
31. december 2022

GoPro Fetch – GoPro harness til hund

Når du har købt alt muligt ekstraudstyr til dit GoPro, så kan du kaste dig over det her: GoPro sele til din hund 🙂

Der må jeg nok gå til bekendelse og sige, at det er nok den mest overflødige gadget, jeg endnu har investeret i. Men den er sjov (og det er jo derfor, man køber gadgets, ikke?). Og så forestiller jeg mig faktisk, at hvis man er på tur og lige giver hunden kameraet på et par minutter, så kan man få noget rigtig hyggelig / sjov b-roll til sin film.
Det er i hvert fald virkeligt morsomt at se tingene fra hundens perspektiv bagefter.

Men hvordan er sådan et GoPro Fetch Harness (seletøj) til hund så? Lad os se på det.

Det koster omkring 250,- kroner i danske butikker og du kan også købe det direkte ved GoPro selv.

Det er justérbart, så det passer til både små og store hunde (GoPro siger selv hunde fra 9 til 54 kg og det passer nok meget godt). Jeg har afprøvet det på min Golden Retriever på omkring 42 kg. og der sidder det super fint uden at genere ham (omend – skal vi være ærlige, så ville han nok hellere have det af).

GoPro Fetch har et mount både på ryggen af din hund og på brystet, så du kan få begge views. Jeg fandt det lidt udfordrende at få det vinklet rigtigt, så man får tilpas meget af hundens hoved med uden at det ødelægger filmen. Det er lidt en kunst – men det skal nok primært ses som underholdende b-roll (eller – i undervisningsøjemed, hvis man har en brugshund. Her tror jeg, at det kan have meget stor gavn).

Der ud over er der en sikkerhedssnor, så du kan sikre kameraet, hvis det skulle ryge af mounten. Det er en fin detalje, da hunden jo nemt kan være langt væk (f.eks. svømme efter jagtbytte eller lignende) og skulle kameraet falde af, så er det rart, at det er sikret.

Winston med monteret GoPro Fetch Harness

Hvad er dommen over GoPro Fetch Harness?

Overordnet vil jeg sige, det er rigtig god kvalitet. Den er nem at montere og nem at indstille i størrelsen. Den kan selvfølgelig vaskes for hvis der er noget, hunde er gode til, så er det at blive møgbeskidte.

Det er en lækker finesse, at du kan smide kameraet på både på ryggen og brystet og de film, der kommer ud af det, er virkeligt sjove (måske mest for hundeejeren).

Selen til GoPro lader slet ikke til at genere min hund overhovedet. Han løber rundt som om, det ikke er der.

Vigtigt: Mit bud er, at filmen bliver ret rystet, hvis du ikke har et GoPro, der har HyperSmooth teknologien (altså indbygget software stabilisering). Det er vist fra GoPro 8 og opefter, der var ordentlig HyperSmooth.

Herunder kan du se en demo af Winston, der løber med GoPro på ryggen.

Demo af GoPro hundeselen

Dommen er at det her er en virkeligt morsom ekstra ting at have til sit GoPro, hvis man er på ture med sin hund. Nok særligt sjovt, hvis man dyrker Canicross, bruger hunden til jagt, gå spor, agility eller lignende. Men det giver helt bestemt en fantastisk b-roll til din film.

Det er ikke et must-have, men det giver nogle virkeligt fine, interessante og sjove filmklip.

Se video anmeldelse af GoPro Fetch Harness herunder.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *