19. august 2021
I gang med vandring
Da corona ramte verden og alting lukkede måtte folk se efter andre aktiviteter. Og her vandt vandring i naturen stort. Vi var alle ved at blive små-bims af at være lukket inde med vores familie og aldrig komme ud at se nogle andre. Men der var én ting, man kunne gøre: Gå en tur.
Det var sådan, at der efterhånden næsten var trafikpropper på parcelhusvejene om aftenen ved 20-tiden. Der var familiefædre, der var ude at gå. Mødre med en veninde (gåturen havde afløst caféturen) og ja så også hele familier, der tænkte “vi har slet ikke rørt os i dag, lad os komme ud at gå”. Og så skete der noget magisk… danskerne fandt ud af at det jo var helt fantastisk at gå ture.
Personligt tror jeg, at det var en reaktion på det over-stressede liv, vi havde levet op til nedlukningen. Nu fandt man ud af at det her var vidunderligt.
Men da danskerne havde travet op og ned ad Æblevej en 20-40 gange, fik de lyst til at prøve noget nyt og snart var der travlhed på de forskellige vandreruter rundt omkring i landet og ja… personligt kom vi da også til at lægge en vandretur ind i sommerferieplanen 2020. Danskerne havde taget vandring til sig i et omfang, man tror det var løgn. Det sås tydeligt i diverse vandregrupper og friluftsgrupper på Facebook. Folk spurgte ind til fodtøj, vandrebukser, regntøj, Trangia sæt, madlavning, overnatning, rygsække m.m. Jeg fik også mange spørgsmål af venner og bekendte uagtet, at jeg ikke er nogen hardcore vandrer, men altid blot “har gjort det”. Så her kommer mine bedste tips til at komme i gang med vandring
Gør som Nike prædiker
Første råd er egentligt bare at kaste sig ud i det. Start med at gå i nærområdet og føler du for det, så gå længere. Hvis du har planer om en længere tur, så lav noget planlægning i forhold til træning. Gå længere hver uge og tag evt. en rygsæk med, hvor du har rigeligt med vand med (for det bør du også drikke) og det vejer dejligt til. Jeg anbefaler Nalgene flaskerne, da de er enormt holdbare og du kan bruge dem som varmedunk, når du skal sove om natten på de lidt køligere nætter.
Så … tænk ikke så meget over, om du har det rigtige udstyr – bare kast dig ud i det.
Valg af fodtøj
Hvilken type fodtøj du skal have på afhænger mest af underlaget og hvor langt du vil gå. Rigtigt mange sværger til altid at gå i vandrestøvler og jeg må indrømme, at vandrestøvler har enormt mange fordele. Men hvis du ikke rigtigt ved, om vandring er noget for dig, så start med et par joggingsko / løbesko, du i forvejen har.
Jeg kan vitterligt ikke anbefale sko med helt flad sål og klip klappere. Du kan godt finde sandaler, som du kan gå endog meget langt i, men jeg vil meget hellere gå i vandrestøvler og så stoppe hver anden time og tage dem af og få luft til fødderne.
Men – når det så er sagt, kan du sagtens komme langt med et par løbesko. Fordelen ved løbesko er, at de er lettere end vandrestøvler. Omvendt får du meget bedre beskyttelse af særligt dine ankler i et par vandrestøvler. Og et par gode vandrestøvler holder meget længere end løbesko. Det betyder, at i længden er vandrestøvler nok den billigste løsning og når først dine vandrestøvler er gået til, så er risikoen for vabler meget mindre. Så har du fået bare lidt blod på tanden med vandring, så bør du overveje at anskaffe dig et par vandrestøvler. Nuvel – for at uddybe, hvad man kan blot i løbesko kan jeg fortælle, at jeg har besteget Kilimanjaro i et par løbesko (og ja… der burde jeg nok have taget et par vandrestøvler med for der var pænt mange sten særligt på den sidste etape).
Mine sidste par vandrestøvler købte jeg online ved Grejfreak. Du finder deres vandrestøvler til herrer her og vandrestøvler til kvinder her.
Vabler
Vabler er jo næsten et indlæg for sig. Jeg kan i hvert fald sige: De skal nok komme 🙂
Mine bedste råd mod vabler er at medbringe Compeed, hvis du skal gå i flere dage. Jeg foretrækker at prikke hul på vablen med en kanyle (brug kanyler fordi de er sterile og meget spidse). Prik et hul i hver side og pres væsken ud. Sæt herefter Compeed over vablen og du er så godt som klar til næste dag.
Der udover er det en god idé at holde dine fødder tørre (ja ja… jeg ved godt, det ikke altid er muligt, men også her kan vandrestøvler være en rigtig god idé). Har du tørre fødder, så kan det også være en fordel at komme talkum i strømperne. Der må ikke komme så meget i, at det kan klumpe for så fungerer det næsten som en sten og så bliver det helt forfærdeligt. Men pak et tyndt lag talkum rundt om fødderne, så er de bløde som en babyrumpe, når du er færdig med dagens etape.
Oppakning
Ja – det kommer jo selvsagt an på, hvor mange dage du skal være afsted. Her er mit bedste råd nok: Rejs let. Så jo mindre, du kan have med jo bedre. Jeg går selv med en gammel, gammel rygsæk, som egentligt sidder meget godt, men desværre er lidt tung i det. Der er et hav af muligheder i dag så ind i din nærmeste outdoorbutik og få råd og vejledning og ikke mindst lejlighed til at prøve rygsækken på.
Har du venner, der vandrer, så hør dem, om du kan prøve deres rygsæk en dag. Min erfaring er at det først er når man har gået 5 km med den, man kan mærke, om man kan lide den eller ej. Det vil sætte dig meget bedre i stand til at finde ud af, hvilken rygsæk du ønsker og hvad du leder efter med en rygsæk.
Påklædning
Her kommer det jo så omvendt an på hvor du skal vandre og om det er sommer, efterår eller hvordan. Jeg har en enkelt tommelfingerregel: Jeg gider ikke fryse (hvis jeg er under 5000 m og det er vi jo altid i Danmark).
Det er individuelt, hvad man har det godt i, men jeg er blevet glad for at have et lag uld inderst. Er det koldt, så klæder jeg mig i flere lag, så det er nemmere at justere temperaturen. “Problemet” ved vandring er jo, at man får varmen, når man går. Så man skal lige lære at tage lidt mindre på, når man står stille. Man går sig som regel til noget af varmen.
Mht uld er der kommet rigtigt mange gode mærker i dag. Der er danske Woodee, men også Icebreaker, Smartwool, Helly Hansen og Ulvang laver rigtigt gode uldprodukter.
Vandreruter
Ja, nu bliver det sjovt. Igen er der forskel på, om du skal gå flere dage eller bare have en lidt længere søndagstur. Når du træner op til turene, så er det jo fint at gå en lang tur i nærområdet. Men vi har faktisk rigtigt gode vandremuligheder i Danmark. Der er decideret flotte og veltilrettelagte ruter som f.eks. Gendarmstien, Kyst til kyst-ruten, Vestkyststien, Djurslandstien, Nationalpark Thy byder på et hav af flotte vandreruter og det samme med Mols Bjerge. Og ja… Hærvejen ikke at forglemme. Jeg er lidt Jyllands-fikseret, da det primært er her, jeg bevæger mig.
Personligt kan jeg godt lide at vandre og overnatte. Om det er i telt, shelter, under tarp eller i et herberg betyder ikke så meget for mig. For mig handler det mest om at bevæge sig i gå-tempo, lave mad langsomt og føle mig træt på den der måde, man bliver, når man har vandret.
Mangler du inspiration, så meld dig ind i Facebook gruppen For os, der vandrer, som du finder her. Har du en hund, så kan du også være interesseret i mit indlæg om at vandre med hund.