14. oktober 2021
Rensdyrskind
Hvorfor render alle pludseligt rundt med et rensdyrskind?
I dag er det ikke kun samerne, der går rundt med rensdyrskind. Du kan næsten ikke åbne din Instgram eller ankomme til en shelterplads uden at se en outdoorgut rende rundt med en ternet Fjällräven skjorte og et rensdyrskind. Men hvorfor? Hvorfor har alle i dag et rensdyrskind? Kan da umuligt være mere praktisk end et liggeunderlag.
-Jo, nu skal du høre…..
I min optik er der to store grunde til at rensdyrskind er blevet så populært for folk, der tager på tur. Den første og væsentligste er, at et rensdyrskind isolerer vanvittigt godt. Det er nemlig sådan, at rensdyrets hår er hule. Det betyder, der er luft indeni og som bekendt er der ikke meget, der isolerer bedre end luft. Så du får et vanvittigt godt isolerende stykke skind (meget bedre end lammeskind f.eks.). Da jeg oprindeligt hørte det, tænkte jeg “ja ja… men hvor meget kan sådan en smule luft isolere?”. Ganske meget må jeg indrømme. Jeg bruger ofte mit rensdyrskind oven på et skumliggeunderlag og så er der vitterligt ekstremt god isolation. Du bliver overrasket, når du prøver det.
Den anden grund er ja… cool-faktoren. Eller Instagram-venligheden. For et rensdyrskind er alt andet lige absurd Insta-venligt – og det har desværre stor betydning. Ja – måske er det endda Insta-faktoren, der har gjort det populært.
For der er også ulemper ved et rensdyrskind. For det første så betyder de hule hår, at de knækker nemt. Det betyder, at dit rensdyrskind fælder mere end en Collie. Det er helt vanvittigt så meget et rensdyrskind fælder. Så hvis du bruger det ofte, ja – så falder isoleringsevnen hurtigt.
Den anden ulempe som jeg ser det, er at det er upraktisk. Det kommer jo ikke lige i bestemte mål, der passer ned i en bestemt pose.
Hvad koster et rensdyrskind?
Du skal nok regne med et sted mellem 700 og 1200 danske kroner. Det kan ikke rigtigt betale sig at købe det brugt, da du ikke ved, hvor slidt det er og derfor måske får et skind med lav isoleringsevne. Skal du kun bruge det til pynt / billeder, så kan du selvfølgelig fint købe det brugt.
Du kan købe et nyt rensdyrskind ved Friluftslageret her (bemærk – reklamelink)
Hvor stort er et rensdyrskind?
Ja – det kommer jo meget an på rensdyret. Men dem, du kan købe i butikkerne er typisk 150 cm x 100 cm plus/minus en 10-20 cm.
Sidst men ikke mindst er det jo bare vanvittigt blødt og dejligt at ligge på og endnu en grund til at slæbe et rensdyrskind med dig, hvis du kan finde plads til det.
Så … hvis vi lige skal summe op. Med et rensdyrskind er det lidt som Feuerhand lygterne. De er vanvittigt upraktiske at slæbe med, men hyggefaktoren er det hele værd.