14. januar 2023
Tranum Fosdalen vandretur
Ved Tranum i Nordjylland finder du vandreruten Tranum Fosdalen, som er en af landets flotteste. Ruten er på ca. 11 km i kuperet terræn, men der er fine muligheder for at korte ruten af, så du går enten bare 2,5 km 6 km eller 7 km.
Ruten er virkeligt pæn og sågar certificeret som premiumrute af Deutsches Wanderinstitut. Der er kun en 2-4 vandreruter i Danmark, der har opnået den certificering.
Du kan springe på ruten flere steder, men de fleste vælger at køre til Skovlegepladsen Tranum, som du finder på adressen Strandvejen 37, 9460 Brovst. Her kan du parkere og tage et kort over vandreruten, hvilket kan være en fin idé, da der ikke er lige god mobildækning på hele ruten. Ruten er dog ekstremt godt skiltet, så du kommer ikke til at fare vild selvom du kommer afsted uden kort.
På kortet her, kan du se, der er tre steder, hvor der er markeret parkering. Her kan du sagtens starte ruten. Du kan også parkere ved Lerup Kirke og starte derfra. Men de fleste starter ruten fra Skovlegepladsen.
Herfra kan du vælge at gå hhv. mod uret eller med uret (surprise). Men folkene bag Tranum Fosdalen har faktisk tænkt sig om. For skiltene er markeret med to forskellige farvekombinationer afhængigt af om man går med eller mod uret. Det er værd lige at bemærke, inden man drager afsted. Og virkeligt godt tænkt af de, der har stået for afmærkningen.
Apropos afmærkningen af ruten så er den virkeligt i topklasse. Du er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvilken vej du skal gå eller om du er på rette vej. En virkeligt nem rute at følge.
Undervejs på ruten kommer du bl.a. forbi:
- Bavnehøj (Jammerbugtens højeste punkt – hele 83 m.o.h.)
- Langdalen
- Fosdalen
- Indlandsheden Ingeborg Bakker
Det er en meget varieret og virkeligt pæn tur – alt i alt skal du nok regne med, at den tager 3-4 timer at gennemføre.
Sheltere på Tranum Fosdalen ruten
Yes… der er sheltere. Et par rigtigt gode af slagsen tilmed. Er du heldig er der også fyldt op med brænde.
Det ene shelter ligger en anelse nord for Lerup Kirke (og dermed også i nærheden af parkering, vand og toiletter). Det er oplagt, hvis du vil smide din bil, gå Tranum Fosdalen og så sove i shelter. Så kan du have din proviant, oppakning m.m. i bilen og blot hente det, når du har vandret.
Det er også oplagt at bruge, hvis du vil gå halvdelen (ca. 40%) af ruten, sove i shelter og så gå den sidste del af ruten den næste dag. Læg dertil, at det er en smuk shelter, der ligger i pæne omgivelser. Du kan se shelteret her.
Turens andet shelter ligger mellem Lien og Tranum Skovlegeplads lige vest for Tranum Skovlegeplads. Denne ligger virkeligt smukt inde i skoven med en fed udsigt og er sådan set også tæt på både toilet og vand fra skovlegepladsen. Så i princippet lige så anvendelig uanset om du vil gå hele ruten eller halvdelen. Vil du kun gå halvdelen, så parkér din bil på Fosdalvejen ved rutens nordvestligste punkt, gå halvdelen af Tranum Fosdalen og sov så i shelteren nær skovlegepladsen og gå videre næste dag.
Du kan se den fine shelter herunder.
Ruten har desuden sin egen Facebook side, hvor du kan finde friske opdateringer fra Tranum Fosdalen.
Du kan hente GPX fil af Tranum Fosdalen ruten her.